Mange forældre kender til refluks hos babyer, som betyder tilbageløb, hvor de gylper mælken op. Men hvornår er det for meget, så det bliver en reel sygdom, der skal behandles?
Det er fuldstændig normalt, at babyer gylper og særligt 30 minutter efter et måltid. Her vil gylpen være ufordøjet mælk, som skyldes, at maven bliver overfyldt, og mælken bliver sendt retur.
Men hvis mælken har ligget flere timer i maven, før den kommer op, vil gylpen være mere klumpet og lugte surt. Det er i disse tilfælde, at man som forældre skal være opmærksom og få undersøgt, hvad der kan være årsagen til dysfunktionen.
Herunder kan du læse mere om symptomer og behandling af refluks hos babyer
Indhold
Hvad kendetegner refluks?
I de første måneder af en babys liv handler alt om, at kroppen skal vokse og udvikle sig. Det gælder også for spiserøret og mavesækken. Lukkemusklen fra mavesækken og op til spiserøret vil i begyndelsen være umodent og svagt, og derfor åbnes det hyppigere end hos et større barn eller en voksen.
Dette er brugbart hos spædbørn, da det fungerer som en flugtrute for den luft, som indtages under spisning. Tilbageløbet fra mavesækken og op i spiserøret er en normal fysiologisk proces hos babyer, fra de er 3 uger til 12 måneder gamle.
Det er symptomfrit og kan ske mange gange dagligt. Gylpen er normalt hos over 50 procent af raske og sunde spædbørn i alderen 0-3 måneder, mens det kun ses hos 5 procent af 10-12 måneder gamle babyer.
Når refluks hos babyer bliver alvorligt, kaldes det gastroøsofageal refluks, hvor der er meget hyppig gylpen, vedvarende gener og komplikationer.
Hvad er symptomerne på refluks hos babyer?
Når der er tale om gastroøsofageal refluks, vil symptomerne ofte være, at spædbarnet har gylpen, opkast, spisebesvær ved brystet, skrigeture, vejrtrækningsproblemer og generelle trivselsproblemer.
Gastroøsofageal refluks er et normalt fænomen hos spædbørn, som bliver mindre udtalt efter barnets første leveår og forsvinder i mange tilfælde deromkring. Det er nemlig her, at den muskel, der sidder nederst i spiserøret og skal forhindre refluks, bliver mere velfungerende. Når babyer begynder på fast føde og begynder at stå og være mere oprejst, letter det symptomerne hos mange.
Hos 5-10 procent af større børn vil symptomerne dog fortsætte senere i livet. Handicappede børn samt tidligt fødte børn har en øget tendens til refluks.
Hvordan behandles refluks hos babyer?
Generelt skal spædbørn i trivsel ikke have behandling, men skal blot følge gode råd og vejledning. Hvis der er behov for medicinsk behandling, vil man typisk vælge en slags mavesårsmedicin, som reducerer mavesyre.
Hvad kan du selv gøre?
- Holde barnet oprejst efter måltider
- Hæve hovedgærdet, når barnet ligger ned
- Fortykke flydende mælkeprodukter
- Give mindre, men hyppigere måltider
- Undgå fødevarer, man ved kan udløse symptomer
- Undgå tobak
Osteopatisk behandling
Hvis du oplever symptomer på refluks hos din baby, kan osteopatisk behandling have en lindrende effekt. Her vil babyen blive undersøgt for, hvad årsagen til refluksen kan være.
I langt de fleste tilfælde vil kraniet blive undersøgt og behandlet, hvor man løsner det område, hvor fordøjelsesnerven løber.
Behandlingen vil også fokusere på mellemgulvet, brystbenet, ribben og den øvre del af ryggen, fordi de alle dækker der, hvor spiserøret løber.
Generelt bruger osteopater meget blide teknikker på babyer, hvor de stille og roligt løsner de berørte områder.